Kundecase Anker Andersen


Nyt dansk eksporteventyr bygger på bæredygtighed

 

Navnet Anker Andersen A/S er sikkert ikke kendt af de fleste danskere. Men det kan ændre sig inden længe. Virksomheden, der holder til i Ølholm nord for den jyske by Vejle, er absolut førende inden for sit felt, og med det rette mix af teknologi og stærke kompetencer er banen kridtet op til succes i hele verden.  

 

Fra tappehaller til returflasker
Det, der midt i forrige århundrede begyndte som banebrydende løsninger til mejerier og tapperier i læskedrikindustrien, er i dag godt på vej til at blive et benchmark for, hvordan man effektivt og bæredygtigt sorterer pantemballage – ikke bare i Danmark, men også i resten af EU.

 

HLZ® er en systemløsning, udviklet af den danske virksomhed Anker Andersen A/S. De fleste danskere kender allerede systemet – men uden at vide det. Det er nemlig det system, som kører inde bag slusen i de nye pantstationer rundt om i landet. En veritabel succeshistorie – intet mindre.

 

Fra systemets fødsel omkring årtusindskiftet er HLZ® bredt ud til en lang række lande – fra Australien i øst til USA/Canada i vest, og det næste teknologiske trin er godt på vej. Det kommer til at handle om næste generation af pantstationer, som lynhurtigt kan scanne sækkevis af pantmærket emballage og automatisk indsætte returbeløbet på panthaverens konto.

 

Vilje, teknologi og stærkt dansk know-how bag succes

For virksomhedens administrerende direktør, Anders Topp Daugaard, er der flere gode grunde til, at den ølholmske virksomhed i dag nyder større succes end nogensinde:

 

”Virksomheden har alle dage været drevet af nogle mennesker, der ville noget mere. Stifter, Hr. Anker Andersen, så i 1945 et behov i markedet og reagerede prompte på det,” forklarer han. ”Og det er jo dét, vi stadig gør”.

 

Han lægger ikke skjul på, at vilje sammen med en stor passion for teknologi er den motor, som igennem årtier har drevet Anker Andersen A/S fremad.

 

”Da vi omkring år 2000 blev inviteret med til at udvikle Dansk Retursystem, greb vi straks stafetten og løb med den. Vi er en enhed fuld af specialviden og specialister, der lever og ånder for at bruge teknologi til at forbedre verden med. Så det projekt spillede bare lige ind i vores værdigrundlag”.

 

Fremtidens nøgleord er bæredygtighed
Da Anders satte sig i CEO-stolen, var det ikke kun for at fortsætte den teknologiske udvikling. For ham handlede det også om at bringe Anker Andersen A/S ind i fremtiden, hvor bæredygtighed er et helt ufravigeligt fokusområde; og selv om retursystemer til emballage i sig selv hviler på en cirkulær tankegang, så er det ifølge ham slet ikke nok.

 

I 2022 har Anker Andersen derfor udarbejdet en omfattende CSR-rapport, som fremover skal bruges som baseline til det fremtidige arbejde med blandt andet arbejdstrivsel, miljø og verdensmål.

 

”Vi skal dokumentere vores forbrug og vores anlægs effekt på omgivelserne. Vi vil i fremtiden for eksempel kunne måle det samlede CO2-aftryk på alle vores anlæg. Undervejs har vi også udviklet ’Code of Care’-området, hvor vi forpligter os til at hjælpe mennesker, der af forskellige grunde, har været uden for arbejdsmarkedet i længere tid – arbejdsskader eller sygdom,” forklarer han. 

 

Mennesker er altafgørende for succes

Mennesker betyder i det hele taget meget hos Anker Andersen. For Anders er det forudsætningen for overhovedet at kunne drømme stort, at man holder fast i virksomhedens gode kultur, og at man kontinuerligt har de helt rigtige mennesker med på holdet.

”Kulturen hos Anker Andersen har altid været, at vi er tætte på hinanden. Strukturen er flad, og der må aldrig være langt fra gulv til hjørnekontor,” forklarer han og fortsætter: ”Vi har frihed og albuerum nok – men vi skal sikkert bruge flere folk, hvis vi vil realisere vores drømme og planer. Vi kommer til at skulle bruge for eksempel softwareudviklere, ingeniører og maskinkyndige til styringer med mere”.

 

For at fremtidssikre både kultur og menneskelige kompetencer allierede ejerkredsen bag Anker Andersen sig derfor med den erfarne headhunter, Aksel Uglvig Jensen hos rekrutteringsfirmaet Skelmose. Ejerne bad som det første Aksel om at finde en moderne CEO, der kunne hjælpe ’virksomheden med det store potentiale’ ind i fremtiden og ud i verden. Efter en grundig proces præsenterede han Anders Topp Daugaard, som ejerkredsen godkendte med det samme.

 

Undervejs i den proces udviklede der sig imidlertid et værdibåret samarbejde mellem netop Aksel og Anders. Det har siden ført en lang række ansættelser af både ledere, specialister og nye talenter med sig. Noget, der ifølge Anders har været helt afgørende.

 

”Det er så vigtigt, at vi finder de folk, der har det rette mix af kompetencer og kultur. Her har Aksel og Skelmose været rigtig gode til at se ’os’ – se hvem vi er. Aksel har sat sig grundigt ind i vores kultur, vores historie og hele vores DNA, inden han er gået i gang. Og det betyder alt!”.

 

Langt mere end bare en liste med dygtige kandidater
Men dét, Anders nyder mere end noget, er det kvalificerede med- og modspil han får fra Skelmose undervejs i rekrutteringsprocesserne, når der skal besættes stillinger på ledelses- og specialistniveau.

 

”Aksel er uhyre grundig og omhyggelig. Han kommer virkelig 360 grader rundt; og så er han en god menneskekender. Han er der ikke kun for os, men også for kandidaten; og så er han aldrig bange for at skubbe dig lidt ud af din ’comfort zone’ og stille spørgsmål til ting, du ikke selv har tænkt på”.

 

Som eksempel fremhæver Anders en situation, hvor han selv var klar til at ansætte en teknisk kompetent kandidat, men hvor Aksel tog ’det lange lys på’, så at sige.

 

”Lige i den situation var jeg måske lidt for meget i ’operational mode’. Der var nogle opgaver, som skulle løses her og nu. Men Aksel så lidt længere ud i fremtiden og fokuserede også på noget strategisk. Det viste sig at være det helt rigtige at gøre der”.

 

Verden er på vej til Ølholm

I de seneste par år har flere og flere interesserede fra udlandet besøgt domicilet i Ølholm. Over 30 gange i det forgangne år har CEO’en vist udenlandske gæster rundt i det danske hovedkvarter nord for Vejle. Interessen er naturligvis udelukkende positiv. Men det betyder også, at kravene til både Anker Andersen A/S og kommende nøglepersoner stiger.

”Det giver mig stor tryghed at vide, at jeg har Aksel og Skelmose med på sidelinjen. Så ved jeg, at vores rekrutteringsproces bliver god, professionel og særdeles grundig – fra start til slut”.

 

---------------------------------------------------------


Om Anker Andersen
Grundstenen til Anker Andersen A/S blev lagt af fabrikant Hr. Anker Andersen i 1945, hvor der blev udviklet og produceret anlæg til mejeri- og tapperibranchen. Gradvist er fokus flyttet til stor-skala sorteringsanlæg til pantemballage.
Fra at være en dansk virksomhed, er Anker Andersen A/S i dag aktiv på det internationale marked.
I 2022 har virksomheden opstillet løsninger i Letland, Malta, Holland, Tyrkiet og i den canadiske delstat, Quebec. I 2023 skal der leveres til nye markeder, bl.a. til et nyt pantsystem i Skotland.


Skelmose, december 2022


Firma

Anker Andersen A/S


Sted

Ølholm


Hjemmeside

www.anker-andersen.dk