Innovativ teknologi bag fremtidens bæredygtige fiskeri
Den danske virksomhed MLD har siden 2015 arbejdet intenst på at skabe et alternativ til erhvervsfiskernes bundtrawlskovle, som ødelægger havmiljøet. Virksomheden har udviklet fjernstyrede droner, der kan styres hen over havbunden fra skippers computer oppe på broen af skibet.
Ud med bundskovle – ind med hi-tech droner
Systemet, MLD har udviklet, går kort fortalt ud på at skifte de traditionelle trawlskovle, som fiskerne trækker på havbunden, ud med to droner, der er i stand til at holde en given afstand til havbunden. Systemet kaldes samlet for ’MLD Trawl Steering System’ – eller bare MLD TSS. De to droner er monteret bagerst på skibet, så trawlet let kan passere imellem dem. Trawlet, der fæstnet på dronerne, sættes ud, og de to droner sænkes i vandet, hvor de nu fungerer som aktive styreenheder for trawlets åbning, retning og placering i vandsøjlen.
Trådløs styring fra en computer på broen
Ved hjælp af to fjernstyrede flaps, placeret inde i dronerne, kan fiskeskipperen styre hele trawlet on-the-fly oppe fra broen via et brugervenligt interface på sin computer. Hele systemet kan programmeres og styres ved hjælp af real-time data, som gør det muligt for skipperen hele tiden at følge og justere nettets højde over havbunden, kompensere for skibets og strømmens retning samt løbende holde nettets åbning i optimal bredde, efterhånden som det fyldes med fangst – alt sammen blot med en finger på en skærm.
Skabt med inspiration fra flyindustrien
MLD TSS er udviklet med inspiration fra teknologi, kendt fra flyindustrien. Der er for eksempel arbejdet meget med hydrodynamik, da formen på dronerne skulle udvikles. Det samme gælder den trådløse kommunikation mellem trawler og droner samt den indbyggede intelligens, som løbende giver skipperen information om dronernes placering i vandet og afstanden til havbunden.
Samarbejde med DTU Aqua om bæredygtigt fiskeri i fremtiden
Et tæt samarbejde med DTU Aqua har givet en række data, som konkret dokumenterer MLD’s teknologi holdt op imod traditionelt fiskeri med bundtrawl. Alene det, at dronerne ikke rører havbunden, giver en omgående gevinst. Havbunden og biodiversiteten forstyrres minimalt, og det kommer de næste generationer af fisk, bunddyr og planter til gavn. Havbund binder desuden store mængder CO2, som bliver frigivet, når de traditionelle trawlskovle skraber/pløjer havbunden. Med MLD’s teknologi bliver denne CO2 i havbunden, hvad der er godt for miljø og klima både over og under havoverfladen.
Hurtig, præcis og brændstofoptimeret sejlads
Antallet af fordele ved MLD’s intelligente trawldroner er steget i takt med at testresultaterne er tikket ind. Af DTU Aquas testresultater fremgår det også, at fiskeri med MLD TSS minimerer skibets brændstofforbrug op til 18%, da dronerne har et væsentlig lavere ’drag’, end de traditionelle bundtrawl.
Arbejdsplads med fokus på innovation og læring
En del af hemmeligheden bag MLD’s succes gemmer sig blandt virksomhedens ansatte. I en flad og handlekraftig organisation har de siden starten i 2015 fået lov til at omsætte tanker til handling og afprøve konkrete ideer, der kunne blive til innovative løsninger – og det har givet pote.
For virksomhedens direktør, Gregers Baungaard, har det været altafgørende at skabe et arbejdsklima, hvor alle glæder sig til at komme tilbage på arbejde igen i morgen. Derfor er teamwork med videndeling på tværs af fagligheder omdrejningspunktet i det daglige arbejde, hvor omgangstonen er venlig, uformel og nærmest hjemlig.
Resultaterne taler for sig selv. På bare et halvt årti har holdet hos MLD udviklet og skabt en bæredygtig og miljørigtig løsning til fremtidens trawlfiskeri, og har endda etableret et forskningsbaseret samarbejde med Danmarks førende forsknings- og uddannelsescenter på området, DTU Aqua.
Næste trin for MLD er at erobre verden
MLD’s innovative teknologi er en entydig succes. En række færøske og islandske skippere har allerede lagt billet ind på systemet, og i Norge er fiskere også begyndt at vise interesse. Med tusindvis af store fiskefartøjer verden over, er potentialet for MLD selvsagt kolossalt.
Hos Skelmose er vi derfor meget taknemmelige for at få lov til at hjælpe MLD med at løse den nok største udfordring – rekruttering af ingeniører, softwareudviklere og andre specialister til virksomhedens næste ben på rejsen. Sammen med DTU Aqua går MLD nu i gang med at udvikle systemer til mindre fartøjer og til mere specialiseret bundfiskeri, og her bliver der sat endnu mere fokus på bæredygtighed og brugervenlighed.
Drømmejobbet for den miljøbevidste specialist
Er du ingeniør, softwareudvikler eller noget helt tredje, så hold øje med vores jobbank. Er du lige så imponeret over MLD, som vi er, er du også velkommen til at kontakte os for mere information om jobmuligheder.
Det handler om teknologi, innovation og bæredygtig udvikling. Velkommen ombord!
---------------------------------------------------------
Skelmose ApS er et professionelt rekrutteringsfirma med fokus på at skabe langtidsholdbare relationer mellem visionære virksomheder og nye nøglemedarbejdere. Med værdier som ’Faglighed’, ’Grundighed’ og ’Tryghed’ finder vi direktion, ledere og specialister til virksomheder inden for primært industri, byggeri og handel. Det har vi gjort siden 2004.
Skelmose, april 2022
Copyright @ All Rights Reserved
Faglighed - Grundighed - Tryghed
Skelmose ApS